Recording with Lou Donaldson

af Jakob Elvstrøm, 2012

I nyhedsbrevet fra Ronnie Scott’s i 2012 står der at Lou Donaldson skal spille med sin kvartet 3 dage i slutningen af Maj. Uden at tænke over om det overhovedet kan lade sig gøre, køber jeg straks 2 billetter til mandag aften d.28/5/2012.

Jeg komponerer og indspiller nogle sange der kan passe til Lou Donaldson. Har i foråret planlagt og komponeret numre til en koncept acidjazz cd “Play it Back”, hvor der udover mig og backingtracks, skal være en levende musiker på hver sang. Ideen er meget 90er agtig og minder om Guru's Jazzmatazz plader og meget af den musik der blandede hiphop og jazz i 90erne (herhjemme anført af Thomas Blackmann).
Jeg forsøgte mig osse selv med genren, der i 90erne gik under stil-betegnelsen acid-jazz i mit eget orkester dengang "Jakob Elvstrøm Quartet", men i 60erne bare hed soul-jazz eller funky og som Lou Donaldson bidrog til med en lang række plader, der stadig bliver spillet og genudgivet i stort tal. Jeg spillede rigtig meget i perioden 95-00, men så døede både min og publikums interesse for hiphop-jazz'en ud.
I 2006 mødte jeg hammond-organisten Kjeld Lauritsen, hvilkket fornyede glæden ved at spille orgeljazz, dog i det små, med nogle få årlige møder og en årlig skole-turne rundt i hele landet.

Logistik afgør at vi (mig og min kone Anne) godt kan komme afsted, og jeg finder nogle usselt billige billetter med Ryanair. Jeg VIL høre Lou Donaldson, som jeg har været stor beundrer af siden jeg i 1992 i Tony's Genbrug i Åbyhøj har købt LP'en Pretty Things fra 1970 med bl.a. Sassie Lassie, Tennessee Waltz og Pot Belly.

Mandag d.30/4, jeg tager mig sammen og ringer til Lou Donaldson i New York. Jeg har talt med ham en gang før, i 1994 hvor jeg har skrevet en musikhistorie opgave om ham på konservatoriet. Dengang fortæller han mig at han "opfandt" den nye genre fordi det var det folk ville høre og han skulle have smør på brødet. "I had a band that needed some gigs".
Han fortalte osse at han var begyndt at spille med Selmers dengang helt nye, revolutionerende forstærker til blæse-instrumenter "Selmer Varitone", fordi et orgel spillede så højt at man blev nødt til at forstærke sax'en.
Det hele var meget pragmatisk og dybt skuffende for en ung musiker, der troede at han var drevet af en kunstnerisk interesse for at skabe noget nyt! Men takket være god smag og fantastisk spil, skabte Lou Donaldson efter min mening noget nyt, der den dag idag holder. Han var en af de få Bebop musikere der faktisk kunne transformere sit spil over til en enkel og meget funky stil, der passede perfekt til de langsommere tempi som musikken havde.

Det er Lou Donaldson selv der tager telefonen og jeg genkender med det samme hans lidt lyse stemme, der gik verden rundt på US3's efterhånden gamle hit "Cantaloop" hvor han siger sit karakteristiske "funky, funky". Jeg fortæller at jeg skal over og høre ham i London i slutningen af maj og spørger om han måske vil spille med på et nummer jeg har lavet. Han er meget påholdende og siger "come see me", hvilket jeg tolker som "yes, der er håb".
Jeg fortæller at jeg har lyttet til ham i mange år og i danmark har haft fornøjelsen af at spille med Kjeld Lauritsen som jeg ved Lou Donaldson's guitarist Randy Johnston også spiller med. Det åbner ikke umiddelbart døren mere, men jeg håber på at han så ikke tror jeg er en eller helt tosset amatør. Men han tager det meget pænt og lyder ikke somom han synes det er mærkeligt at en dansker ringer til ham.
Til sidst spørger jeg ham hvad han skal have for at spille og han siger de forunderlige ord "you shouldn't pay me anything", hvilket for mit vedkommende er en stor lettelse, da jeg gennem årene har hørt amerikanske musikeres, muligvis ikke urimelige, men ofte ret høje honorar-krav.
Jeg har læst og hørt at Lou Donaldson er er en de få fra den 50ernes bebop scene i New York der har spillet godt uden at være hverken fordrukken eller på nogle former for narkotika, men derimod bare en helt almindelig hårdtarbejdende familyman med et lidt usædvanligt arbejde. Dette indtryk får jeg til fulde bekræftet ved mit møde med ham 4 uger senere i London.

Mandag d.28/5/2012
Vi flyver til Stansted. Jeg har booket et ekstra sæde til min saxofon og købt et letvægts mikrofon stativ og det lykkes mig at få pakket hele mit hjemmestudie ned som håndbagage i min ryksæk (laptop, lydkort og Neuman mikrofon).
Vi checker ind på vores billige Hostel Pickwick Hall i Bedford Place der ligger lige bagved British Museum og et hurtigt kig på kortet afslører, at vi kan gå over til Ronnie Scott's på Frith Street i Soho.
Jeg glæder mig helt vildt til at høre den aldrende legende spille. Vi tager en tur ned til Themsen og spiser noget take-away aftensmad, køber lidt gaver til ungerne derhjemme og tager tilbage til Ronnie Scotts for at høre opvarmningen til Lou Donaldson der går på kl. 8.30PM.
Donaldson og hans kvartet bliver præsenteret i et totalt udsolgte Ronnie Scott's. Jeg når lige at hilse på Randy Johnston der fortæller mig at Lou godt vil se mig efter koncerten.
Derefter kører Lou show'et, der er noget af det mest professionelle jeg har set i årevis. Men blanding af gamle klassikere som "Blues Walk", Gravy og "Alligator Boogaloo", hurtige bebop numre "Wee" og "Fast and Freaky” ("very fast but nok too freaky” som Lou siger) og jazz-standards som "Bye, Bye Blackbird", "Over the Rainbow" og endelig nogle af Lou's utroligt morsomme blues-sange "Whisky drinking woman" og "Things ain't what they used to be", altsammen præsenteret på en fantastisk afslappet, underholdende og humoristisk måde af Lou. Hans saxofon piver lidt og han har tydeligvis problemer med sit blad, men han spiller solo og giver god plads til den andre i bandet, den unge kvindelig organist Akiko Tsuruga, trommeslageren Fukshi Tainaka og den velspillende Randy Johnston.

Læs “The Guardians” anmeldelse af koncerten….

De spiller rigtig godt sammen og som Lou siger så er det nogle af "the best musicians in the country, ain't much use in the city, but they're some of the finest country-musicians you can find, actually they're going to Nashville next week to play with Dolly Parton and make some real money".
Lou sætter sig ned på klaverbænken når de andre har solo, men dirigerer slagets gang og har publikum i sin hule hånd. Hans spil er ikke overraskende præget af hans høje alder, der bliver ikke taget så mange chancer, men der er en god tone og hans timing, selv i de meget hurtige numre er fantastisk.
Efter koncerten venter vi oppe i baren på Randy Johnston, der kommer ud og siger at vi kan gå ud og hilse på nu. Lou sidder og spiser en frugt-dessert og alle i orkesteret er temmelig trætte. De er rejst fra Belgien samme dag og har spillet i Spanien, Italien og Østrig og Belgien på lidt over en uge.
Jeg takker for koncerten og nikker og smiler. Der kommer nogle af de musikere der skal jamme bagefter, ejeren af Ronnie Scott, tjenere og i det hele taget er der temmelig kaotisk i det lille rum. Jeg får efter et stykke tid lavet den aftale med Lou Donaldson at han godt vil høre min sang næste dag og jeg skal bare komme forbi deres hotel Radisson Kenilworths.
Jeg foreslår ved 10-11 tiden og Lou nikker. Vi snakker lidt om hans dårlige blad på saxofonen, en jam-musiker der osse reparerer og sælger saxofoner kommer ud og plaprer løs. Lou's Selmer mark VI er fra 1957 og det samme er hans mundstykke. Han skal bruge 2 Rico 1,5 blade, det samme som mange nybegyndere vil spille med, da han har nogle problemer med sine tænder (jeg spiller selv på 3,5 ligesom de fleste andre professionelle).

Tirsdag d.29/5/2012.
Kl.10.03 står vi ovre ved store-manager Adrian i sax.co.uk i Denmark street, hvor jeg har handlet en del. Jeg ringede i sidste uge og spurgte om jeg måtte låne et af deres prøverum, den var han med på. I første omgang køber jeg bare en æske blade til Lou.
Han rejser rundt uden manager og det virker ikke somom der er nogle der lige kan skaffe ham ting eller at han selv går så meget op i sit udstyr. Kl. 11.00 er vi på Radisson og receptionen kalder op til Lou der ikke svarer.
I receptionen møder vi heldigvis Randy Johnston. Jeg spørger hvorfor de ikke spiller flere af de gamle funky numre og Randy siger at Lou er blevet mere forsigtig med årene og de spiller færre og færre forskellige numre. Jeg fortæller at der var rigtig mange unge inde og høre dem igår og de jublede hvergang en af de funky ting blev annonceret "Alligator Boogaloo" og "Soul Train". Han siger osse at Lou ikke har indspillet med nogle i 15 år, at han hver gang der har været optræk til noget har fået det aflyst enten ved at forlange utroligt mange penge eller på andre måder gjort det umuligt.
Han siger at hvis det er noget funky noget er der nok en større chance! Og han siger osse at Lou aldrig rigtig fortæller noget i orkesteret om fremtids-planer, så de ved ikke helt hvad der skal ske fra tour til tour.
Derfter går Randy Johnston på renseri og vi går hjem med rygsækken med hjemmestudiet i og spiser igen frokost ved Themsen. London er brølevarm og viser sig fra sin absolut smukkeste side.

Kl. 15 går vi igen hen mod Radisson hotellet på Great Russell Rd. Ved et lyskryds ser jeg pludselig Lou Donaldson, i hvide tennis-sko, skjorte, det største Barack Obama armbåndsur jeg nogensinde har set og den karakteristiske pork-pie hat, det er næsten som at se coveret til "Goodnees Gracious".
Jeg går over til ham og siger hej, og han fortæller han lige skal over til “the Dry Cleaner” med lidt tøj og vi bare kan vente på ham i lobby'en. Lidt efter kommer Lou luntende ind forbi os og vinker med den ene hånd, så vi kan se vi skal følge med ham. Han tager os med op på sit store værelse, og vi snakker lidt om vi skal finde et konference-rum, men bliver enige om at nu skal han lige høre sangen først.
Jeg giver ham den æske blade jeg har købt til ham og han bliver rigtig glad. "You shouldn't have done that, I could get them for free from that other guy", jeg sagde at det manglede da bare, nu havde jeg haft glæde at hans musik i så mange år.
Jeg stiller min computer op og finder hovedtelefoner frem. Lou sidder på sengen og venter. Så tager han hovedtelefonerne på og sidder helt stille med lukkede øjne og lytter. Først en gang. Så en gang til. Jeg har indspillet noget cue-saxofon og forestiller mig at han kan spille temaet og en solo. Så siger han "I like the song, it's got a got beat", "But it doesn't need anything" og "what should I play", han synes osse at sangen er lidt lang, men jeg fortæller at det kan rettes til og at det er der hvor der skal være solo. Jeg fortæller om de tanker jeg har gjort mig om pladen, at der skal være mere end bare "me, me, me" og at det bliver bedst hvis der er nogle flere der spiller oveni det nogle gange noget sterile computer musik.
Lou går ud på badeværelset mens vi snakker videre. Han ved stadigvæk ikke rigtig hvad han skal spille. "What should I play" siger han og jeg siger at han skal spille Lou Donaldson, ligesom jeg har lyttet på ham i de sidste 20 år. Jeg siger at det er godt med nogle forstyrrende elementer i musikken.
Den fanger han. "I'll mess your record up" siger han med et smil. "Do you have a microphone?", jeg stiller mikrofonen op og får slukket for air-conditionen.
Lou pakker sin saxofon ud af sin smadrede Berkley softbag, jeg spørger om han ikke skal have sådan en fly sikker kasse som jeg selv har, så vil jeg gå over og købe en til ham, men han siger at "they're no use, they are too hard", jeg kan slet ikke forstå at han kan rejse rundt med sådan en blød taske hvor saxofonen kan blive bulet i.
Jeg opgiver at få Lou til at spille tema eller noget, og beder ham bare om at jamme over nummeret og spille noget solo. Jeg foreslår at jeg kan punche ham ind ligefør solo'en, men han vil gerne høre det hele, så det gør vi selvfølgelig.
Lou danser! Eller rettere han kan godt li' nummeret og står og vipper frem og tilbage. Så spiller han, forsigtigt, først en gang og så en gang til. 2.gang er der mange rigtig gode ting, og han beder om at høre det. I slutningen af nummeret er der et tonearts-skift og jeg havde tænkt at vi skulle jamme sammen, så jeg pakker min saxofon ud og spiller sammen med Lou Donaldson!
Det går fint. Vi er færdige. Jeg kan mærke at nu vil han ikke mere. Han begynder at prøve de nye blade og finder hurtigt et der fungerer bedre end det vi lige har indspillet med, "that's it" siger han.


LouD2

Connect

bedre stereo-360